Christian Wilster,
Bonden og hans søn |
| |
| En Bondeknøs, som hedde Hans, |
| Der havde været udenlands |
| Med Herremandens Søn et Aar, |
| Kom hjem til Faders Fæstegaard, |
| Og i den lille Bondebye |
| Fortalte han nu stolt og krye |
| Til Fryd for Store som for Smaae, |
| Om hvad i fremmed Land han saae; |
| Men skjøndt en Deel deraf var sandt, |
| Var der dog meget Løgn iblandt; |
| Thi to Ting læres let paa Reise, |
| At lyve grovt og høit at kneise; |
| Og Hans forstod saa stærkt at lyve, |
| Som Hest kan rende, Fugl kan flyve. |
| |
| En Maanedstid omtrent forgik, |
| Da Knøsens Fader Frederik |
| I næste Kjøbsted Ærind fik, |
| Og med sin kloge Søn han gik |
| Derhen en aarle Morgenstund. |
| Paa deres Vei de saae en Hund, |
| Og det var godt, at den var bunden, |
| Thi baade glubsk og stor var Hunden. |
| "En svær Krabat," var Bondens Ord, |
| Da frem af Huus med Bjæf den foer. |
| "O Bagateller!" udbrød Hans, |
| "Ifjor da jeg var udenlands, |
| Jeg saae en Hund, jeg aldrig Mage, |
| Har seet til Hund i mine Dage. |
| Tæt ved Berlin den kom imod mig, |
| Først blev jeg bange, men jeg stod mig — |
| I kjender vel Berlin af Navn, |
| Og troer den er som Kjøbenhavn, |
| Jo Pyt! saasandt som her jeg gaaer, |
| Ti Gange større knap forslaaer; |
| Den Hund, som sagt, den var saa stor, |
| Ja! I kan troe mig paa mit Ord, |
| Jeg selv, som saae den, veed det bedst, |
| Den var saa stor som nogen Hest." |
| |
| Da svared Bonden: "ærlig talt, |
| Det undrer mig, skjøndt overalt |
| I denne Verden rundtomkring |
| |
| |
Verfasser dieses dänischen Gedichtes ist
Christian Wilster (*1797-09-27 -
†1840-01-11). |
