Hans Christian Andersen, Jylland |
|
1. Jylland mellem tvende Have |
som en Runestav er lagt, |
Runerne er Kjæmpegrave |
inde midt i Skovens Pragt, |
og paa Heden alvorsstor, |
her, hvor Ørknens Luftsyn boer. |
|
2. Jylland, du er Hovedlandet, |
Højland med Skoveensomhed! |
Vildt i Vest med Klittag, Sandet |
løfter sig i Bjerges Sted. |
Østersø og Nordhavs Vand |
favnes over Skagens Sand. |
|
3. Heden, ja, man troer det næppe,- |
men kom selv, bese den lidt: |
Lyngen er et pragtfuldt Tæppe, |
Blomster myldre milevidt, |
Skynd dig, kom! om føje Aar |
Heden som en Kornmark staaer. |
|
4. Mellem rige Bøndergaarde |
snart Dampdragen flyve vil; |
hvor nu Loke sine Hjorde |
driver, Skove vokse til. |
Briten flyver over Hav, |
gjæster her Prins Hamlets Grav. |
|
5. Jylland mellem tvende Have |
som en Runesten er lagt |
Fortid mæle dine Grave, |
Fremtid folder ud din Magt; |
Havet af sit fulde Bryst |
synger højt om Jyllands Kyst. |
|
Verfasser dieses dänischen Gedichtes ist Hans Christian Andersen (Johano Kristiano Andersen', *1805-04-02 - †1875-08-04). |