poezio.net - Poem

verkinto [voknomo]	titolo	lingvo	publikigo	identiga kodo	lasta modifo	aspekto
Christian Wilster	Bonden og hans Søn	Danish		Arg-1074-536	2013-02-10 19:26 Manfred	nur tiun forigu
Christian Fürchtegott Gellert	* Der Bauer und sein Sohn	Germana		Arg-1068-536	2013-02-10 19:41 Manfred	nur tiun forigu
Hans Erik Jensen	La kamparano kaj lia filo	Esperanto	1951-06-07	Arg-1072-536	2013-02-10 19:30 Manfred	nur tiun aldonu

Christian Fürchtegott Gellert, Bonden og hans Søn		Christian Fürchtegott Gellert, Der Bauer und sein Sohn

tradukita de Christian Wilster

En Bondeknøs, som hedde Hans,		Ein guter dummer Bauerknabe,
Der havde været udenlands		Den Junker Hans einst mit auf Reisen nahm,
Med Herremandens Søn et Aar,		Und der, trotz seinem Herrn, mit einer guten Gabe,
Kom hjem til Faders Fæstegaard,		Recht dreist zu lügen, wiederkam,
Og i den lille Bondebye		Ging, kurz nach der vollbrachten Reise,
Fortalte han nu stolt og krye		Mit seinem Vater über Land.
Til Fryd for Store som for Smaae,		Fritz, der im Gehn recht Zeit zum Lügen fand,
Om hvad i fremmed Land han saae;		Log auf die unverschämtste Weise.
Men skjøndt en Deel deraf var sandt,		Zu seinem Unglück kam ein großer Hund gerannt.
Var der dog meget Løgn iblandt;		"Ja, Vater", rief der unverschämte Knabe,
Thi to Ting læres let paa Reise,		"Ihr mögt mirs glauben oder nicht:
At lyve grovt og høit at kneise;		So sag ich Euchs, und jedem ins Gesicht,
Og Hans forstod saa stærkt at lyve,		Daß ich einst einen Hund bei — Haag gesehen habe,
Som Hest kan rende, Fugl kan flyve.		Hart an dem Weg, wo man nach Frankreich fährt,
En Maanedstid omtrent forgik,		Der — ja, ich bin nicht ehrenwert,
Da Knøsens Fader Frederik		Wenn er nicht größer war als Euer größtes Pferd."
I næste Kjøbsted Ærind fik,		"Das", sprach der Vater, "nimmt mich wunder;
Og med sin kloge Søn han gik		Wiewohl ein jeder Ort läßt Wunderdinge sehn.
Derhen en aarle Morgenstund.		Wir, zum Exempel, gehn itzunder,
		Und werden keine Stunde gehn:
		So wirst du eine Brücke sehn
		(Wir müssen selbst darüber gehn),
		Die hat dir manchen schon betrogen
		(Denn überhaupt solls dort nicht gar zu richtig sein);
		Auf dieser Brücke liegt ein Stein,
		An den stößt man, wenn man denselben Tag gelogen,
		Und fällt, und bricht sogleich das Bein."

Paa deres Vei de saae en Hund,		Der Bub erschrak, sobald er dies vernommen.
Og det var godt, at den var bunden,		"Ach", sprach er, "lauft doch nicht so sehr.
Thi baade glubsk og stor var Hunden.		Doch wieder auf den Hund zu kommen,
"En svær Krabat," var Bondens Ord,		Wie groß sagt ich, daß er gewesen wär?
Da frem af Huus med Bjæf den foer.		Wie Euer großes Pferd? Dazu will viel gehören.
"O Bagateller!" udbrød Hans,		Der Hund, itzt fällt mirs ein, war erst ein halbes Jahr;
"Ifjor da jeg var udenlands,		Allein das wollt ich wohl beschwören,
Jeg saae en Hund, jeg aldrig Mage,		Daß er so groß, als mancher Ochse, war."
Har seet til Hund i mine Dage.		Sie gingen noch ein gutes Stücke;
Tæt ved Berlin den kom imod mig,		Doch Fritzen schlug das Herz. Wie konnt es anders sein?
Først blev jeg bange, men jeg stod mig —		Denn niemand bricht doch gern ein Bein.
I kjender vel Berlin af Navn,		Er sah nunmehr die richterische Brücke,
Og troer den er som Kjøbenhavn,		Und fühlte schon den Beinbruch halb.
Jo Pyt! saasandt som her jeg gaaer,		"Ja, Vater", fing er an, "der Hund, von dem ich redte,
Ti Gange større knap forslaaer;		War groß, und wenn ich ihn auch was vergrößert hätte:
Den Hund, som sagt, den var saa stor,		So war er doch viel größer als ein Kalb."
Ja! I kan troe mig paa mit Ord,		Die Brücke kömmt. Fritz! Fritz! wie wird dirs gehen!
Jeg selv, som saae den, veed det bedst,		Der Vater geht voran; doch Fritz hält ihn geschwind.
Den var saa stor som nogen Hest."		"Ach Vater!", spricht er, "seid kein Kind,
Da svared Bonden: "ærlig talt,		Und glaubt, daß ich dergleichen Hund gesehen.
Det undrer mig, skjøndt overalt		Denn kurz und gut, eh wir darüber gehen,
I denne Verden rundtomkring		Der Hund war nur so groß, wie alle Hunde sind."
Man seer saa mærkelige Ting,
At man sit eget Øie knap vil troe.
Vi gaae nu for Exempel til en Broe,
I mindre end en Time vi den naae,

Og over Broen vi nødvendig maae.		Du mußt es nicht gleich übelnehmen,
Paa denne ligger der en Steen,		Wenn hie und da ein Geck zu lügen sich erkühnt.
Og over den man brække maa sit Been,		Lüg auch, und mehr als er, und such ihn zu beschämen:
Naar man har løiet samme Dag,		So machst du dich um ihn und um die Welt verdient.
Det er en vis og afgjort Sag."
Saasnart han hørte disse Ord,
En Skræk ham strax i Blodet foer;
Om Ørene blev Knøsen heed,
Af Panden sprak ham Angstens Sved.
Da raabte han: "hør, Fader kjær!
At gaae saa stærkt er ikke værd,
I er en gammel Mand og svag,
Det er saa grumme varmt idag,
Og man maa spare sine Kræfter.
Jeg gaaer just nu, og tænker efter,
Thi naar jeg mig besinder ret,
Saa var den tydske Hund ei slet
Saa stor som jeg fortalte før,
Ja mestendeels jeg sværge tør,
Den var ei større end en Koe,
Men dog en prægtig Hund, min Troe!"
Og atter gamle Frederik
Med Sønnen hen ad Veien gik.
Dog Knøsen havde ingen Roe;
Bestandig den fordømte Broe
Omkring i Hovedet ham løb;
Lidt efter lidt, da gav han Kjøb;
Thi hvem vil ikke gjerne spare
De kjære Been for Bræk og Fare?
Og Hans, som sine spare gad,
Udbrød: "hør, Fader! veed I hvad?
Jeg tænker idelig paa Hunden,
Vel var den stor, men dog i Grunden
Ei nær saa stor, ja neppe halv,
Den var ei større end en Kalv."

De atter frem ad Veien gik,		Verkinto de tiu ĉi Germana poemo estas Christian Fürchtegott Gellert (Kristiano Timodio Gelerto, *1715-07.04 - †1769-12-12). Pri la verkinto vidu ankaŭ la vikipedian retejon http://eo.wikipedia.org/wiki/Christian_Fürchtegott_Gellert resp. la germanan version http://de.wikipedia.org/wiki/Christian_Fürchtegott_Gellert.
Og Broen snart i Sigte fik.
Da haglede den vaade Sved
Ad Bondeknøsens Lemmer ned,
Og just som de sig Broen nærmed,
Da trak han sin Papa i Ærmet,
Og raabte i sin store Knibe:
"Hør, Faer! I kan da vel begribe,
Jeg vilde gjøre Løier kun.
Hvad jeg fortalte om den Hund,
Som jeg engang i Tydskland saae,
Det var ei saadan at forstaae;
Den var saasandt jeg hedder Hans,
Omtrent som Hunde her tillands."

Nu Knøs og Bonde begge To
Kom heldig over denne Broe;
Ei Knøsen stødte sig paa Steen,
Ei heller brak han sine Been,
Men reent hans Lyvelyst forsvandt,
Og siden talte han saa sandt,
At Ingen skulde troet om Hans,
Han havde været udenlands.

Traduko de la Germana poemo "Der Bauer und sein Sohn" de Christian Fürchtegott Gellert (Kristiano Timodio Gelerto, *1715-07.04 - †1769-12-12) en la Danan de Christian Wilster. La dana poeto Christian Wilster verkis tiun ĉi fablan poemon laŭ la poemo "Der Bauer und sein Sohn" de Christian Fürchtegott Gellert (germana poeto, vivinta 04.07.1715 - 13.12.1769).

Christian Fürchtegott Gellert,Bonden og hans Søn

Christian Fürchtegott Gellert,Der Bauer und sein Sohn

Christian Fürchtegott Gellert,
Bonden og hans Søn

Christian Fürchtegott Gellert,
Der Bauer und sein Sohn