| eksporti for presado: vertikala formato (PDF) kverformato (PDF) | montru ĉiujn eksport-formatojn |
| verkinto [voknomo] | titolo | lingvo | publikigo | identiga kodo | lasta modifo | aspekto |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Christian Wilster | Bonden og hans Søn | Danish | Arg-1074-536 | 2013-02-10 19:26 Manfred | nur tiun forigu | |
| Christian Fürchtegott Gellert | * Der Bauer und sein Sohn | Germana | Arg-1068-536 | 2013-02-10 19:41 Manfred | nur tiun aldonu | |
| Hans Erik Jensen | La kamparano kaj lia filo | Esperanto | 1951-06-07 | Arg-1072-536 | 2013-02-10 19:30 Manfred | nur tiun aldonu |
Christian Fürchtegott Gellert, |
| tradukita de Christian Wilster |
| En Bondeknøs, som hedde Hans, |
| Der havde været udenlands |
| Med Herremandens Søn et Aar, |
| Kom hjem til Faders Fæstegaard, |
| Og i den lille Bondebye |
| Fortalte han nu stolt og krye |
| Til Fryd for Store som for Smaae, |
| Om hvad i fremmed Land han saae; |
| Men skjøndt en Deel deraf var sandt, |
| Var der dog meget Løgn iblandt; |
| Thi to Ting læres let paa Reise, |
| At lyve grovt og høit at kneise; |
| Og Hans forstod saa stærkt at lyve, |
| Som Hest kan rende, Fugl kan flyve. |
| En Maanedstid omtrent forgik, |
| Da Knøsens Fader Frederik |
| I næste Kjøbsted Ærind fik, |
| Og med sin kloge Søn han gik |
| Derhen en aarle Morgenstund. |
| Paa deres Vei de saae en Hund, |
| Og det var godt, at den var bunden, |
| Thi baade glubsk og stor var Hunden. |
| "En svær Krabat," var Bondens Ord, |
| Da frem af Huus med Bjæf den foer. |
| "O Bagateller!" udbrød Hans, |
| "Ifjor da jeg var udenlands, |
| Jeg saae en Hund, jeg aldrig Mage, |
| Har seet til Hund i mine Dage. |
| Tæt ved Berlin den kom imod mig, |
| Først blev jeg bange, men jeg stod mig — |
| I kjender vel Berlin af Navn, |
| Og troer den er som Kjøbenhavn, |
| Jo Pyt! saasandt som her jeg gaaer, |
| Ti Gange større knap forslaaer; |
| Den Hund, som sagt, den var saa stor, |
| Ja! I kan troe mig paa mit Ord, |
| Jeg selv, som saae den, veed det bedst, |
| Den var saa stor som nogen Hest." |
| Da svared Bonden: "ærlig talt, |
| Det undrer mig, skjøndt overalt |
| I denne Verden rundtomkring |
| Man seer saa mærkelige Ting, |
| At man sit eget Øie knap vil troe. |
| Vi gaae nu for Exempel til en Broe, |
| I mindre end en Time vi den naae, |
| Og over Broen vi nødvendig maae. |
| Paa denne ligger der en Steen, |
| Og over den man brække maa sit Been, |
| Naar man har løiet samme Dag, |
| Det er en vis og afgjort Sag." |
| Saasnart han hørte disse Ord, |
| En Skræk ham strax i Blodet foer; |
| Om Ørene blev Knøsen heed, |
| Af Panden sprak ham Angstens Sved. |
| Da raabte han: "hør, Fader kjær! |
| At gaae saa stærkt er ikke værd, |
| I er en gammel Mand og svag, |
| Det er saa grumme varmt idag, |
| Og man maa spare sine Kræfter. |
| Jeg gaaer just nu, og tænker efter, |
| Thi naar jeg mig besinder ret, |
| Saa var den tydske Hund ei slet |
| Saa stor som jeg fortalte før, |
| Ja mestendeels jeg sværge tør, |
| Den var ei større end en Koe, |
| Men dog en prægtig Hund, min Troe!" |
| Og atter gamle Frederik |
| Med Sønnen hen ad Veien gik. |
| Dog Knøsen havde ingen Roe; |
| Bestandig den fordømte Broe |
| Omkring i Hovedet ham løb; |
| Lidt efter lidt, da gav han Kjøb; |
| Thi hvem vil ikke gjerne spare |
| De kjære Been for Bræk og Fare? |
| Og Hans, som sine spare gad, |
| Udbrød: "hør, Fader! veed I hvad? |
| Jeg tænker idelig paa Hunden, |
| Vel var den stor, men dog i Grunden |
| Ei nær saa stor, ja neppe halv, |
| Den var ei større end en Kalv." |
| De atter frem ad Veien gik, |
| Og Broen snart i Sigte fik. |
| Da haglede den vaade Sved |
| Ad Bondeknøsens Lemmer ned, |
| Og just som de sig Broen nærmed, |
| Da trak han sin Papa i Ærmet, |
| Og raabte i sin store Knibe: |
| "Hør, Faer! I kan da vel begribe, |
| Jeg vilde gjøre Løier kun. |
| Hvad jeg fortalte om den Hund, |
| Som jeg engang i Tydskland saae, |
| Det var ei saadan at forstaae; |
| Den var saasandt jeg hedder Hans, |
| Omtrent som Hunde her tillands." |
| Nu Knøs og Bonde begge To |
| Kom heldig over denne Broe; |
| Ei Knøsen stødte sig paa Steen, |
| Ei heller brak han sine Been, |
| Men reent hans Lyvelyst forsvandt, |
| Og siden talte han saa sandt, |
| At Ingen skulde troet om Hans, |
| Han havde været udenlands. |
| Traduko de la Germana poemo "Der Bauer und sein Sohn" de Christian Fürchtegott Gellert (Kristiano Timodio Gelerto, *1715-07.04 - †1769-12-12) en la Danan de Christian Wilster. La dana poeto Christian Wilster verkis tiun ĉi fablan poemon laŭ la poemo "Der Bauer und sein Sohn" de Christian Fürchtegott Gellert (germana poeto, vivinta 04.07.1715 - 13.12.1769). |